Brug og genbrug det som allerede er
29.07.2017:
 
Det vigtigste råd, til den som vil være dygtig til at skrive, er det simple: Skriv! Det næstvigtigste råd er at læse, det som andre har skrevet, men i det hele taget at opleve og sanse andres kreative arbejder. Og det samme gælder for alle andre kreative discipliner, uanset hvilken, som er din. For at kunne skabe noget nyt, må vi opleve og sanse verden, – for inspirationen kan findes hvor som helst. Men først og fremmest suge til os, observere og pille (i overført betydning, naturligvis) ved den kultur som allerede er skabt.
 
Finder der da andet, end det som allerede er? Er vores tanker og produkter ikke brudstykker og spejlinger at det som har været før – og måske også af det som vil komme siden?
 
Lene Tanggaard og Christian Stadil har i ’I bad med Picasso’ (Gyldendal) blandt andet talt med arkitekt Bjarke Ingels. En af hans pointer i forhold til kreativitet er, at ”kreativitet handler om at kunne lave synteser og forme nye hybrider ud af det materiale, der allerede er i verden.” I deres samtale med ham fortæller han blandt andet, hvordan han ’sampler’ indtryk og observationer fra for eksempel livet i byen. Tanken om at sample har han fra musikkens verden, og de indtryk han får kombinerer han med helt anden inspiration fra både musik og film, især science fiction.
 
Vi skal naturligvis ikke kopiere eller plagiere. Men genbrug er sagen. Genanvendelse af et tema, en stemning, en linje. Sampling af forskellige rytmer lagt sammen med vores egen stemme. Et udsnit af et maleri, bliver til indledningen på en dialog. En ordveksling bliver til en dans eller en fotokollage – nu i en ny nuance. Og på den måde får Søren Ulrik Thomsen ret, når han skriver at ”enhver tekst står i gæld til en uoverskuelig mængde andre tekster.”
 
Kreativiteten og de kulturelle tilbud blomstrer. Vi lever i intet mindre end en botanisk have af kunstudstillinger, koncerter, kulturfestivaller, film, balletforestillinger, teater og installationer af enhver art. Gå ud og oplev det som er. Og vær ikke bange for at tage store dele af det du oplever med dig hjem og bruge det, ligesom du bruger dig selv.
 
Læs på denne del af bloggen:

 

29.07.2017: Brug og genbrug det som allerede er!

 


Vend tilbage og læs andre posts på den KREATIVE BLOG!